Etiske regler for opdræt 2017-10-31T18:28:53+00:00

Etiske regler for opdræt

§ 1 En opdrætters målsætning og ansvar er at opdrætte de sundeste og bedste repræsentanter for racen og have sat sig ind i, hvad det indebærer at have et kuld hvalpe. Det påhviler enhver, der udvælger en hund til opdræt, at vurdere om avlsdyret fysisk og mentalt er egnet til avl.

§ 2 Hvert kuld skal være resultatet af omhyggelig planlægning, omfattende hensyn til helbred, temperament og racetype. Så længe hvalpekuldet er i opdrætterens varetægt skal det opfostres under hjemlige forhold, der sikrer konstant og nær menneskelig kontakt i hele tiden hos opdrætteren inden udleveringen. Eksempelvis må opdrætteren ikke have hvalpekuld i afsides beliggende bure, rum eller andre bygninger eller nogen anden form for afsondring. Dyrets interesse skal altid have fortrin frem for personlige og økonomiske interesser.

§ 3 Begge forældredyr skal være sunde, racetypiske og uden arvelige defekter. HD-status skal være lig med A eller B.  Forældrene skal være albuefotograferede og bør være AD 0 Der må kun avles på kombinationerne AD/OCD status0/fri til 0 eller 0 til 1. Bruges en hund med albue/OCD status 1/påvist i avlen skal minimum 50% af første kuld AD fotograferes før næste kuld fra denne hund kan komme på klubbens hvalpeliste*

§ 4 Begge forældredyr skal på parringstidspunktet være mindst 2 år. Alle DKK’s avlsanbefalinger skal overholdes, herunder at begge forældre skal før parring være præmieret på en FCI/DKK anerkendt udstilling med mindst Very Good*

§ 5 Det bør tilstræbes at en tæve ikke får mere end et kuld hvalpe pr. 12 mdr., og at hun får en hvileperiode på minimum en løbetid mellem hvert kuld.. En tæve må højst få tre kuld i sin levetid og sidste kuld skal fødes før tæven fylder 8 år.

§ 6 Alle hvalpe skal undersøges for Dermoid Sinus. Det anbefales at bruge klubbens erfarne DS-check team før dyrlægens udfyldning af den officelle DKK sinus attest i forbindelse med hvalpenes almene sundhedsundersøgelse. Sinus-attesten skal udleveres til DKK’s ID mærker, som ikke må udlevere stambøger til de hvalpe, som Sinus er konstateret på. Hvis tatovering/chipning sker hos egen dyrlæge, skal denne indsende Sinus-attesten til DKK. Først derefter sendes stambøger til opdrætteren. En kombination der en gang har givet Sinus må ikke gentages.

§ 7 Hvis Sinus opdages, og opdrætteren får hvalpen opereret, skal salgsprisen reduceres til prisen for en hvalp med fejl, fejlen skal oplyses for køberen, og stambogen skal påføres “Avlsforbud”. Hvis Sinus opdages efter at hvalpen er solgt, skal een af følgende 2 løsningsmuligheder, A eller B, benyttes, idet køberen ikke kan stilles dårligere end disse muligheder:

A: Opdrætteren tager hvalpen retur, såfremt køberen accepterer dette. Opdrætteren refunderer køberen den fulde købesum for hvalpen. Opdrætteren påtager sig samtidig ansvaret for og omkostningerne til operation af hvalpen.

B: Køberen beholder hvalpen. Opdrætteren refunderer køberen den del af købesummen, der svarer til forskellen mellem den aktuelle salgspris og prisen for en hvalp med fejl fra kuldet. Hvalpen opereres af en dyrlæge, der enten vælges af opdrætteren, eller vælges af køberen og accepteres af opdrætteren. Under disse forudsætninger dækker opdrætteren omkostningerne til operationen. Dør hvalpen som følge af operationen, refunderer opdrætteren den resterende del af købesummen, således at køberen dermed har fået hele købesummen tilbagebetalt.

Er operation nødvendig, men umulig på grund af Sinus’ens art, således at hvalpen må aflives, refunderer opdrætteren ligeledes den resterende del af købesummen. Tilstøder der efter en gennemført operation komplikationer, der er så alvorlige og/eller langvarige, at de påfører hvalpen – eller vil påføre hvalpen urimelige lidelser, og hvis parterne i samråd med dyrlægen derfor beslutter aflivning, refunderer opdrætteren ligeledes den resterende del af købesummen.

Det er opdrætterens ansvar, at stambogen for en hvalp med Sinus indsendes til DKK og påføres “Avlsforbud”.

§ 8 Alle hvalpekøbere skal have en kopi af kuldets Sinusattest, som vedlægges stambogen.

§9 Alle hvalpe skal overdrages sunde, i god foderstand og fri for parasitter, herunder ormebehandlede mindst 2 gange. Hval­pene skal før afleveringen sundhedsundersøges hos en dyrlæge, som udsteder sinus attest for kuldet samt individuelle sundhedsattester. Sundhedsattest og kopi af Sinus attest skal følje hvalpen til sit nye hjem. Eventuelle vaccinationer før overdragelsen bør ske ifølge dansk dyrlæge­forenings gældende anbefalinger.

§ 10 Alle hvalpe med arvelige fejl såsom sinus, ridgefejl, ridgeløshed, farvefejl, knækhaler, bidfejl og andet, der gør dem uegnede til videre avl, skal sælges til reduceret pris, og fejl oplyses skriftligt til køber.

§ 11 Opdrætteren skal give hvalpekøberen skriftlige oplysninger om hvalpens videre pleje og træning. Opdrætterens ansvar stopper ikke ved overdragelsen af hvalpen, men opdrætteren fortsætter med at stå til rådighed medvejledning for køberen. Dette kan f.eks. være i forbindelse med senere avl på hvalpen, evt. omplacering af hvalpen eller tilsvarende.

§12 En opdrætter skal, senest når kuldet er 3 mdr. gammelt, udfylde og indsende skemaet “Information om hvalpekuld” til klubbens avls og sundhedsudvalg.

§ 13 Generelt har hanhundens ejer et særligt ansvar for, at hanhunden er i god kondition og sundhedstilstand ved en parring, og ejeren bør sikre sig så vidt muligt, at hanhunden er passende for avlstæven. Hanhundens ejer har, lige så vel som tævehundens ejer, ansvar for, at en parring overholder kravene i disse etiske regler, og må ikke stille hanhunden til rådighed for en parring, hvis han/hun har kendskab til, at de etiske regler er eller vil blive overskredet*. Alle krav for avlsgodkendelse i øvrigt skal overholdes, herunder at hanhunden ikke må være kryptorchid.

§ 14 Matadoravl (d.v.s. det forhold, at en eksteriørmæssigt og/eller avlsmæssigt succesfuld hanhund anvendes til et for stort antal hvalpekuld) skal undgås. En hanhund må derfor ikke producere mere end ca. 40 hvalpe i Danmark.

§ 15 Anvendelse af inseminering, uanset på hvilken måde, betragtes i forhold til disse etiske regler som en normal parring.

§ 16 DKK’s købsaftale skal bruges til samtlige hvalpesalg.

§ 17. Ændringer i de etiske regler skal ratificeres af Generalforsamlingen.

*i tilfælde af brug af frossen sæd fra ældre hunde skal avlsrestriktioner på aftapningstidspunktet være overholdt for hanhunden og alle anbefalinger fulgt for tæven

 

Vedtaget på RRK’s generalforsamling den 23. april 2017