RRK
Storvildtjægerne
Opdateret: 31-01-2010 15:35


Aldrig i tamhundens historie er hunden blevet bedt om at udføre farligere opgaver under vanskeligere natur forhold. Disse forfædre til den moderne Ridgeback var hårde, hårde, hårde – eller de overlevede ikke. Ikke alene skulle de overleve "normale" sygdomme som hundesyge og tiltider rabies. De skulle overleve den mest varierede og dødelige flora og fauna, hunde nogensinde er blevet udsat for.
Krokodiller var måske de mest almindelige dræbere. Disse frygtindgydende reptiler, op til 5 meter i længden, skjulte sig i det mudrede vand langs flodbredderne, når de tørstende hunde løb ned til floden efter en lang dags vandring eller jagt, var de let bytte, og kun hunde der kunne vente, selv når tørsten var næsten umulig at bære, overlevede.
Leoparden var en anden fjende, den kunne fuldstændigt lydløst bevæge sig i lejren om natten og bære en træt hund væk. Dog kunne de største og stærkeste hunde tage kampen op mod en leopard og selv i moderne tider er der historier om Ridgebacks der egenhændigt har dræbt en (gammel og syg) leopard.
Storvildtet var måske ikke den største dødsårsag. De kvikke, behændige og forsigtige hunde kunne let undgå angreb fra elefanter, flodheste og bøfler og de var nogenlunde sikre undtagen når de kom for hurtigt ind på et såret dyr . De store antiloper: Eland, Roan, Gemsbok og Sabel, var en anden sag, de dræbte en hel del hunde med deres syleskarpe horn og hurtige reaktioner.
Van Rooyen mistede en af sine hunde, sandsynligvis en af de højt værdsatte ridgede hunde, til en sabelantilope i december 1885. På vej ud af Mashona land med Selous (en anden storvildtjæger) jagede deres kombinerede hundeflok en sabelantilope som Van Rooyen havde såret. Da de to mænd nåede hen til stedet, hvor hundene holdt dyret, lå der fire hunde døde og fire mere var hårdt sårede. Ifølge Selous var den ene af de døde hunde: "en slags bastard Deerhound" som "van Rooyen ikke ville have skilt sig af med for nogen pris".
Faktisk blev både Sabelantilope og Gemsbok i flere tilfælde noteret for at have dræbt løver, så hundene skulle ikke alene kunne klare sig mod løver men også mod "løvedræbere".
Der er blevet skrevet om utallige løvejagter med hunde, Selous beskriver, at hans bastarder altid stak af fra løverne – hunde som han andetsteds berømmer for deres mod på andet vildt. Han arbejdede som regel med kobbeler på ca. 20 hunde, men kun tre bliver nævnt igen og igen. Deres navne var Blucherm, Punch og Ruby.
Baines en anden datidig jæger beskriver også mange møder med løver, næsten alle med hunde. Hans yndlings tæve Pickles døde en nat mens hun forsvarede vogntoget mod løver: "Pickles som lå og sov inde i vognen med sine hvalpe, og sprang ud før sin herre, sikkert direkte ind i løvens kæber. Hun må være blevet dræbt øjeblikkeligt for hun ytrede ikke et piv. Det var sikkert hendes vilje til at forsvare sine hvalpe, der gjorde hende mindre påpasselig end normalt. Hun var almindeligvis særdeles forsigtig og gav ikke en løve chancen for at få ram på hende, men var fræk nok til at "holde" ham lige uden for hans rækkevidde.
Bortset fra det spektakulære storvildt, vrimlede det med slanger: kobra, mamba og boomslange. Tsetse fluens sovesyge dræbte alt : hunde, heste, okser og mennesker. Parasitter satte modstandskraften ned og som om det ikke var nok var selve naturen hård: jorden var brændt stenhård af solen og med mange klipper, den mest almindelige vegetation var tjørnebuske hvis cm lange torne med lethed kunne gennemtrænge pels og poter. Burrer og andet satte sig i en lang pels og filtrede den sammen til en næsten uigennemtrængelig loppebefængt masse.
Hvilken slags hunde kunne dog overleve den brug, der blev gjort af dem i dette ubarmhjertige miljø?
Hunde typer brugt af jægerne:
Greyhounden er den race der bliver nævnt oftest. De mange referencer, der er til Greyhounden på mange forskellige tidspunkter og mange steder i det sydlige Afrika, gør at vi må gå ud fra, at deres slanke, hurtige og smidige kroppe, var den mest effektive for den afrikanske jagthund, men at mere kraftfulde kæber, mere substantielle hoveder og stærkere forkroppe, samt et mere beskyttende temperament var nødvendigt.
Van Rooyens hund, der bliver dræbt af en sabelantilope er beskrevet som en Deerhound, hvilket jo essentielt er en stor ruhåret greyhound. Dette kan næppe overraske, når man tænker på, at hans hovedbytte har været store antiloper (Deer = antilope). Det beviser også at han allerede i 1885 er begyndt at forbedre det originale par ridgede hunde han fik af missionær parret Helms.
Der er bevis for at de mange englændere, der kom til landet medbragte Pointers, og mange tegninger, og senere fotografier, af jagter fra den tid viser hunde med pointer aftegninger.
Van Rooyens første hunde, de ridgede Helms hunde, har sandsynligvis været blandinger af de originale Khoikhoi hunde, Mynder og Bulldogs, de var ret store og modige, men manglede lugtesans og fart, og jagede mest på synet. Deerhound blev blandet i ret tidligt for størrelse og fart og hurtigt efter kom Pointeren med sin gode lugtesans.
Dette tilfredsstillede ham dog ikke og han prøvede Airedale terriers. Ifølge hans datter, havde hendes fars hunde samme farve som Irske Terriers. Sikkert er det at terrier af en slags er blandet ind i den moderne Ridgeback, hvilket giver de veludviklede tænder og anges medfødte evne til at fange rotter. Men heller ikke dette tilfredsstillede ham og Collies blev brugt. Endeligt fik han hvad han ønskede : ridgede hunde med mod, fart, udholdenhed, lugtesans, smidighed, klogskab og et instinktivt had og respekt for løver. Disse Collie kryds kunne "gå et koldt spor…..løbe som vinden, og til deres forfædres naturlige intelligens var tilføjet evnen til indkredse græssende dyr. De bibeholdt Hottentot (Khoikhoi) hundens instinkt for at jage sammen i en lydløs flok"
Det vigtigt at have i mente, at Van Rooyens avls kriterium var simpelt: en god hund var en der overlevede; en dårlig, var en der ikke gjorde det. Enkelte af de gode stod ud for deres had til løver og deres mod på at jage dem, samt deres fart, udholdenhed og klogskab i at holde dem. Stort set producerede Khoikhoi hundene både ridger og hadet til løver. Præstation kom først i Van Rooyens avlsprogram – udseendet, undtagen hvor det influerede på præstationen, var ikke vigtigt.
Fordele og ulemper hos de hunde, Van Rooyen brugte til at skabe sine "lion dogs".
Khoikhoi hundene gav ridger og lysten til at jage løver. Bortset fra det kendes der ikke meget til dem.
Greyhounden gav en næsten ideel kropstype. Tilgengæld var dens smalle snude og halv rejste ører uønskede.
 Bulldoggen gav substans og bidekraft. Uheldigvis gav den også egenskaber som nutidens avlere stadigt prøver at eliminere: korte snuder, manglende højde, blød ryglinje, bred brystkasse og stejle vinkler bag.
Pointeren introducerede god lugtesans, nedfaldende ører, brune snuder, generel god kropstype, symmetri og bevægelse. Negativt var for meget hvidt, mangel på højde og måske en større interesse for fugle end for løver.
Den Irske Terrier gav en ideel farve til camouflage, stædighed og bidekraft. Derimod var dens mangel på størrelse, ruhårede pels, korte overarm og overmodighed absolut negative egenskaber.Det samme gjaldt for Airedale terrieren som dog var lidt større.
Collien gav god kropstype, fart, udholdenhed, smidighed og hyrde egenskaber. Negativt var, som hos terrierne, dens grove pels og halv rejste ører.
Deerhounden gav de samme yderst ønskværdige egenskaber som Greyhounden plus ekstra størrelse. Igen var negativerne for spinkel snude, halvrejste ører og grove pels.
Disse otte racer gav, ifølge alt tilgængeligt datidigt materiale, Van Rooyens "lion dogs" senere Rhodesian Ridgebacken. Racen er, som alle andre racer, produktet af en omhyggelig menneskelig som naturlig udvælgelse, der gav egenskaber ønskværdige for et specifikt formål i et specifikt miljø. Ridgebackens formål var svært og farligt, dens omgivelser ligeså.
Min personlige kommentar: dette lyder, som de tidlige Ridgebacks var vilde farlige hunde, uegnet til andet end storvildtjagt. Jeg var så heldig på et besøg på "the National Archives" i Harare sidste sommer, at se en noget anden side af disse hunde. I disse arkiver gemmes fotos fra hele Zimbabwes historie, mange viser hunde, som regel små Jack Russell lignende terriers, brugt i byerne til rottejagt. Men engang imellem standsede øjet ved en noget anden hundetype: stor, brun, med hængende ører, let genkendelige for enhver RR elsker. De var som regel fotograferet omgivet af deres familier, med små børn kravlende på sig og helt tydeligt højt skattede familiemedlemmer.

Kilde: David Helgesen, The Rhodesian Ridgeback